Udskriv

I Danmark har vi store og stolte traditioner for at synge lejlighedssange. Fællessang lyder måske ikke altid som det smukkeste, men følelsen af at synge sammen er smuk; Man er sammen om at skabe noget, og det højner fællesskabet ved de fleste festlige lejligheder. Derfor skal der selvfølgelig også være sange til bryllupper! Ved du ikke helt, hvordan du skal gribe det an? Så er du kommet til det rette sted, for her giver vi gode råd og idéer til bryllupssange.

Herunder fortæller vi lidt om bryllupssange - både om de traditionelle, men også om, hvordan du selv kan stykke en sang sammen. Derudover har vi samlet nogle af de mest populære bryllupssange, som enten kan spilles af en DJ eller via Spotify. 

 


Find gode idéer til bryllupssange


Sange i kirken

Når man skal giftes i kirken, så er der tradition for, at man synger nogle salmer - og det er som udgangspunkt brudeparret selv, der vælger, hvilke sange der skal synges. Desværre har langt de fleste af os et yderst ringe kendskab til den danske salmebog, og mange er måske lidt paffe over, at de nu skal vælge salmerne.

I ugerne op til brylluppet er det, at salmerne til kirken skal udvælges. Det er helt op til brudeparret at vælge, hvor mange sange der skal synges - så det er op til jer at vurdere, hvor sangglade jeres gæster er. Uanset om man er kristen eller ej, så er vielsen i kirken noget af det, som man vil huske bedst fra sin bryllupsdag, så det er en god idé at tage sine overvejelser om salmevalg seriøst.


Hvor mange salmer?
Det er som sagt helt op til brudeparret, men et antal af 5 salmer fungerer som regel godt til vielsen i kirken. Det er hverken for få eller for mange, og vielsen vil vare en passende tid.


Hvilke salmer?
De fleste af os har et meget begrænset kendskab til de danske salmer, men heldigvis har I god tid til at orientere jer, inden selve vielsen finder sted. Meget kan man sige om den danske folkekirke, men de er dog fulgt med tiden! Derfor kan man også finde hele den danske salmebog online, hvor man både kan finde tekst og melodi - det gør det meget nemmere for jer at vælge de 5 salmer, som I bedst kan lide. Gå til Den Danske Salmebog Online for at se det store udvalg af salmer.

Hvis jeres kendskab til salmer begrænser sig til et minimum, er det en god idé at gå efter salmer, hvis budskaber kredser om håb, en lys fremtid og glæde. Det vil oftest være salmer, som har lette melodier fremfor de mere tunge og alvorsfulde. Det er en glædens dag, og det er selvfølgelig vigtigt, at dette afspejles i de sange, som I vælger skal synges i kirken.
Hvis I endnu er helt på bar bund, kan det være en god idé at vælge salmer ud fra hvilken tid på kirkeåret, det er. Er det pinse, kan I eksempelvis vælge “I al sin glans nu stråler solen”. Hvis I skal giftes omkring nytår, er salmen “Vær Velkommen Herrens År” et oplagt valg. Desuden vil årstidssalmer som regel være salmer, som jeres gæster kan synge med på - og det er altid dejligt, når man kan høre andet end orglet.


Hvad hvis I gerne vil synge en sang i kirken, som ikke er en salme?
De fleste præster er som regel til at tale med, så hvis I gerne vil synge en nyere salme - eller en sang, som er mere Guns’n’Roses-agtig, skal I tage fat i jeres præst. Det samme gælder, hvis I gerne vil have et andet musikalsk indslag i kirken.


Do’s and dont’s
Der er en række salmer, som knyttes til begravelser, og det ville være drønærgerligt, hvis I skulle komme til at vælge en af dem. Som hovedregel er salmer som “Ingen er så tryg i fare”, “Altid frejdig når du går” og “Jeg er træt og går til ro” forbeholdt begravelser, så styr uden om disse. Er I bange for at vælge en salme, som synges til begravelser, kan I eventuelt forhøre jer hos præsten op til den store dag.


Klassikerne til bryllupper
“Den signede dag med fryd vi ser” (nr. 402 i salmebogen)
“Op, al den ting, som Gud har gjort” (nr. 15 i salmebogen)
“Lover den Herre, den mægtige konge med ære” (nr. 2 i salmebogen)
“Det er så yndigt at følges ad” (nr. 703 i salmebogen) (en evergreen i bryllupsregi)
“Du som har tændt millioner af stjerner” (nr. 787 i salmebogen)
“Nu titte til hinanden de favre blomster små” (nr. 750 i salmebogen)
“Hil dig Frelser og forsoner” (nr. 192 i salmebogen)
“Spænd over os dit Himmelstrejf” (nr. 29 i salmebogen)
“I østen stiger solen op” (nr. 749 i salmebogen)

Det er så yndigt at følges ad…

Der er en række sange, som der er tradition for at synge til bryllupper - og der er selvfølgelig også tradition for, hvor de skal synges. Salmerne er en del af vielsen i kirken, men også efter selve vielsen, er der tradition for at synge nogle bestemte sange - og så er der selvfølgelig også tradition for, at gæsterne skriver nogle underholdende sange til brudeparret!


Herunder giver vi dig derfor nogle gode fifs til, hvordan du som ven eller familie af brudeparret, kan slippe afsted med at skrive en god, rørende eller underholdende sang til den festlige lejlighed!

Det er en god skik, at man medbringer en sang, en tale eller anden form for underholdning til det nygifte par. Og det er en skøn oplevelse at se det glade brudepar modtage sange og taler, som både kan bringe tårer og grin frem.

Festsange sørger altid for at skabe en god stemning, og til et bryllup vil man som regel være en sammensat flok, eftersom der både er gæster fra brudgommen og brudens side. Her kan fest- og fællessange være en god måde at samle festen på.


Sange med et personligt touch
Bryllupssange bør som udgangspunkt altid være personlige, men det kan være enormt svært at skrive en god sang, som også er personlig. Derfor kan det være en god idé lige at undersøge sagen lidt nærmere - hvordan ser andres sange ud, hvad har de gjort, og hvordan kan du lade dig inspirere af det? Her kan du nemlig finde meget inspiration, som måske kan kickstarte din kreative sans lidt.

Brug vejret som inspiration
Vejret kan være vekslende, og det samme gælder et parforhold. Nu hvor de to har sagt ja til at være ved hinandens side i med- og modgang, er det da oplagt at synge om det liv, de nu skal have sammen. Når du har skrevet eller tilpasset den valgte sang til brudeparret, kan du printe den ud og finde nogle flotte sangskjulere, så de kan blive delt rundt til gæsterne med maner.

Melodi “Den Lille Ole”

Helt hen i vejret er det jo ikke,
at der er solskin i Jeres blikke,
og når man blot har hinanden kær,
er hele livet som solskinsvejr.

I gik omkring, hver især alene,
men Amors pile sku’ Jer forene,
og snart blev alting en lykkerus,
ja, det var faktisk det store sus.

Og det er derfor, I nu Jer gifter,
dog kan det hænde, at vejret skifter,
skønt kærligheden er helt enorm,
hinanden tog I bestemt med storm.

Men hvis det sker, at den unge frue,
til tøj og stads kan hans penge bruge,
så bordets glæder bli’r sparsom kost,
vil dagen ende med nattefrost.

Og hvis’ det hænder, at ægtemanden
går lidt i byen fra tid til anden,
så er det klart, at hans hjertenskær
nok tror, at det er et herrens vejr.

Nå, efter lavtryk vil højtryk komme,
og uvejrstider bli’r altid omme,
så blæs på vejret, hvis det kan ske,
at der er haglbyger, is og sne.

Thi på hinanden I trygt kan stole,
i fælles lykke I kan Jer sole,
hvis bare altid I husker på,
at over skyen er himlen blå.

Hvis man gerne vil bringe et smil frem på gæsterne og brudeparrets læber, kan man også lade sig inspirere af denne lidt sjovere bryllupssang:

Melodi “Der bor en bager”

På bryllupsdagen vi sender lige
et barometer, der alt kan sige
om ægteskabet og gi’ besked,
om det går op, eller det går ned.

Når [Brudgommens navn] så på de piger hulde,
så blev det aldrig til mer’ end kulde
men da på [Brudens navn] han havde kig’t
slog vejret om på foranderligt.

Hos [Brudens navn] mødte han blikke ømme
de blev i hjertet til varme strømme
han blev forelsket og ganske fra’en,
hun virked’ på ham som en orkan.

Og mens de sad i hinandens arme,
steg barometeret op på varme
Som ægtepar de nu sidder her,
nu skal de følges i alt slags vejr.

Hvis morgenkys bli’r til smæk med porten
står barometeret vist på torden
og dersom [Brudens navn] sku’ brænde stegen,
så ender dagen måske med regn.

Men prøv, hvis himlen ved morgengryet
sku’ være kedeligt overskyet
at jage skyerne helt på flugt,
så inden aften der vises smukt.

Dog af og til må en sky formørke,
for ellers bli’r der en rædsom tørke
men med hinanden da overbær’,
at ej det bli’r til ustadigt vejr.

I to vil bygge en yndig rede,
og det kan ske, at der bliver hede.
Men skuer [Brudgommens navn] en dag en ble,
så står han midt i den kolde sne.

Tillykke da med den tid, der kommer,
gid den må bringe Jer godt med sommer
så livet for Jer bli’r lyst og rart
og barometeret oftest klart.


Sådan skriver du en sang fra bunden - idéer til bryllupssange
Du skal skrive en festsang til et bryllup, men står helt på bar bund? Det er faktisk slet ikke så svært at skrive en sang:

Hvis du ikke er i det rimende hjørne
Hvis du er helt på bar bund, kan du finde et hav af sjove og underholdende festsange til bryllupper på nettet, som kan være en god inspiration for dig, så du kan skrive din egen sang. Få printet sangene flot ud, og put dem i en sangskjuler til selve brylluppet.


Hvis du ikke føler dig rustet til at skrive en hel sang, kan du heldigvis også købe dig fra det. Find gode festsange til bryllup her.

Uanset hvad du finder på, er vi sikre på, at det nok skal blive en succes. Til bryllupper er gæsterne i et særligt godt humør, og et festligt indslag i form af en god, underholdende eller rørende sang skal nok falde i god jord hos både brudepar og gæster.

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Denne information deles med tredjepart.
Læs mere Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter