Vores fysiske butik er lukket den17-11 og 19-11-2018

 

Har du spørgsmål: Ring til os på 47 51 20 47

Favor æsker er en trend, der er begyndt at blive meget populær i Danmark igennem de seneste år til større fester. I USA og mange andre lande har de brugt de små, skønne æsker i mange år, men vi her i Danmark har været lidt længere tid om at tage ideen til os og lade den flytte ind som en del af vores ideer til de store fester.
Hvad er favor æsker for noget, tænker du måske – hvad kan man bruge de her favor æsker til?

Favor æsker, også kaldet bryllupsæsker eller gaveæsker, kommer i utallige forskellige designs, modeller, farver og udtryk. Selvom de hedder favor æsker, så kan mange af dem også være lavet som poser eller andre former for emballage æsker. Hele ideen med de her små favor æsker eller kasser er, at de er en lille gave til hver af gæsterne til festen, der kan bringe et smil frem på deres læber og viser, at man værdsætter, at de deltager i din fest.

bryllup-favor-æske-sommerfugl-hjerte-hvid

Når man holder store fester som for eksempel bryllup, barnedåb, konfirmationer og den slags, kan det være svært at takke alle gæsterne for deres gaver og vise, at man virkelig værdsætter, at de er med til festen og har taget sig tid til at komme og deltage. Derfor er der flere og flere, der vælger at bruge de søde, små favor æsker til festerne. Ikke nok med at det er en sød ide at vise sin taknemmelighed overfor sine gæster, så er det også en virkelig skøn ekstra del af bordpynten, som du let kan matche til din farveskala eller dit fest tema.

Brug favor æsken som bordkort til brylluppet
Det kan være en rigtig fin ide at bruge den lille favor æske som bordkort på bordene. Det er let for folk, hvis det nu er, de bevæger sig rundt i løbet af aftenen at finde frem til deres egen æske, og bordkortet bliver siddende, også selvom man har valgt at fjerne sin serviet, når man skal spise.

Man kan lave favor æske bordkort på rigtig mange forskellige måder, og kun kreativiteten sætter grænser. Hvis man vælger de helt standard firkantede æsker med bånd og låg på til sine bokse, er det en rigtig fin mulighed at sætte et fint bordkort fast i båndet, som var det et lille kort på en mini gave til hver gæst. På den måde kan man også vælge at gøre så lidt eller så meget ud af bordkortet, som man ønsker.

Du kan vælge at sætte et almindeligt ensfarvet firkantet bordkort med et hul fast i båndet, eller du kan vælge at være mere kreativ og lave et hjemmelavet bordkort, der for eksempel matcher den invitation, du har sendt ud til de inviterede til festen. Hvis man vælger at lave et matchende bordkort til indbydelserne, giver det på en let og enkel måde en rigtig overskuelig sammenhæng i festen lige fra indbydelsen til selve afholdelsen af festen.

bryllup-favor-æsker-prikker-lyserød


En favor æske behøver på ingen måde rent faktisk at være en æske, men kan også sagtens være af for eksempel glas som denne her nedenfor. Det er en fin måde at give gæsterne noget, de rent faktisk kan tage med hjem og gemme, og det er let at kombinere med, at de fungerer som bordkort for et anderledes slags bordkort, end man typisk ville se.

Man kan vælge at fylde røret med små mintpastiller, der passer i farven til det tema, man har, eller man kan fylde røret med små bolsjer i blandede farver til den lille søde tand mellem maden. Det er også en rigtig fin ide at fylde røret med frø for eksempel, så hver gæst kan så nogle planter i haven og tænke på jeres bryllup. I kan også købe noget lækker kvalitets salt og fylde i glasrøret, så folk kan have det stående i køkkenet og tænke tilbage på dagen – eller enhver anden form for krydderi selvfølgelig.

bryllup-favor-glas-bordkort-inspiration


Pynt æsken med matchende bånd
Det kan være en rigtig fin ide at vælge at bruge et matchende silke eller organza bånd til at binde rundt om selve favor æsken. Farven kan være en farve, der matcher ind i den farveskala, man har for festen eller en farve, der giver lidt ekstra liv til bordet. Ofte når der skal holdes større fester, vælger man typisk en grund farve som for eksempel hvid og derefter en hovedfarve, som kan være for eksempel lyserød og lilla, turkis eller hvad man måtte ønske som hovedfarve til festen. Vælger man kun at benytte en enkelt hovedfarve, er det rigtig fint at vælge båndet i en matchende farve som resten af bordpynten, men det kan også være et fint spil at vælge en kontrast farve. Hvis man for eksempel vælger at have sin fest holdt i grundfarve hvid, hovedfarve lyserød og derefter bruger guld som en accent kontrastfarve på borddækningen, så kan dette lille, fine guldbånd på lyserøde favor æsker være med til at samle og binde hele borddækningen sammen på en smuk og elegant måde.

Sørg altid for at holde dig til den farveskala og stil, du ønsker for at skabe et roligt, sammenhængende og smukt udtryk på din borddækning til brylluppet.
Når man skal afslutte båndet på toppen af æsken, kan det være rigtig fint at binde en smuk sløjfe, men man kan også vælge at bruge enten en lille kunstig blomst som afslutning, et friskt blomsterhoved på toppen eller eventuelt afslutte båndet med et voksstempel.

favor-boks-hvid-bryllup-inspiration

Personlige voksstempler på favor æsker og indbydelser

Man kan bestille personlige voksstempler rigtig mange steder på nettet efterhånden og alverdens forskellige farver voks i sticks, man kan bruge. Det kan være en super flot, unik og meget personlig afslutning på både konvolutterne til indbydelserne og også på favor æskerne. Design jeres eget lille monogram ved at bruge jeres forbogstaver sammensat med en flot typografi og bestil et fint voksstempel. Ikke nok med at det vil være en unik og ikke alt for dyr måde at sætte jeres personlige præg på både indbydelse og æsker, så er det også et rigtig dejligt minde at kunne gemme fra festen og bruge til eksemplevis sølvbrylluppet, hvis man vil genbruge det til indbydelser til festen.

bryllup-favorboks-brudepar-favor-ideer


Bryllups gaveæsker som brudepar
Der findes rigtig mange forskellige sjove udgaver af favor æsker, man kan få derude, og står man og skal holde bryllup, er de her næsten ikke til at komme udenom. De fine, små bryllups æsker er formet som en brud og en brudgom. Eller det vil sige, det er jo faktisk mest et jakkesæt og en brudekjole, men de er simpelhen så fine til at have stående ved hver gæst, som jo for det meste til de større fester er skiftevis mand og dame og man kan derfor stille de sorte og hvide favor æsker skiftevis ned langs bordene. Man kan let sætte et lille bånd i og placere bordkortet på dem, hvis man ønsker, og ellers er det også rigtig fint at bruge på midten af bordene i par til at have små bolsjer eller mintpastiller/tyggegummi til gæsterne under festen.

Dekorer toppen af favor æsken
Man kan også vælge ikke at sætte noget bånd rundt om æsken, men i stedet personificere sin favor æske ved at dekorere toppen af den. Man kan vælge en simpel løsning med at udskrive et lille tak til gæsterne på noget lækkert karton og sætte det ovenpå hver æske, så der ikke hersker tvivl om, at denne lille æske er for at takke jeres gæster for at ville deltage i jeres bryllup eller fest. Man kan også vælge at pynte æsken med noget, som repræsenterer jer, der holder festen. Er I for eksempel vild med musik, så pynt æsken med en lille node. Elsker I sejlbåde, så find et smukt billede af et lille sejlbåd og dekorer æsken med. Der er uendelige muligheder for, hvordan man kan vælge at udsmykke den fine, lille firkantede boks.


sølv-bryllup-favor-æske-bryllupsæsker

Glitter it UP!

Vil du lave noget helt anderledes, end du nok vil se til de fleste bryllupper og fester, du vil deltage i, så pynt din favor æske helt i glitter! Køb en fin enkelt hvid favor æske på nettet, en gang spraylim og en ordentlig omgang glimmer. Først sørger du for at samle æsken korrekt, så den er fin og flot. Så sprøjter du et tilpas lag spraylim på hele æsken (husk at sørge for helst at gøre dette udenfor eller et sted, hvor du har dækket godt af). Derefter skynder du dig at drysse for eksempel sølv eller guld glimmer ud over hele æsken. Lad så æsken tørre i over 24 timer.

Du kan derefter med fordel give den en omgang hårlak, så de holder lidt bedre på limen. Sæt eventuelt et fint pink bånd rundt om den lækre sølv glitter æske for et super flot udtryk, som du med garanti ikke ser særlig mange steder til de fester, du kommer til. Man kan også lave en ombre glittereffekt på æskerne, hvor man har pink glitter i bunden, der langsomt skifter over til sølvfarvet på resten af æsken.

Poser som bryllupsæsker
De små favoræsker kan jo også sagtens være bare en pose og ikke en æske. Man kan få alverdens forskellige former for risposer, eller man kan selv kreere en lille pose ud af noget fint stof, man føler matcher til selve festen. Derefter kan man putte i, hvad man vil af indhold og binde et fint bånd omkring toppen. Eventuelt kan man også tilføje navneskilt til poserne, så de fungerer som bordkort samtidig.

bryllup-hessian-pose-bordkort-favor

DIY favor æske

Hvis man er i det kreative hjørne, så kan man også sagtens vælge at lave en favor æske eller bryllupsæske helt fra bunden. Man kan finde forskellige skabeloner til, hvordan den foldes, eller man kan vælge blot at lave den som en lille pose med fint bånd og pynte den med personlige ekstra effekter for at gøre den ekstra fin. I posen kan man så ligge, hvad man nu end har lyst til af lækre ting til gæsterne.

bryllup-favor-pose-diy-inspiration
Ideer til indhold i favor æsker

Hvad kan man så putte i de fantastiske, små favor æsker? En ting er jo, at de er smukke og dekorative på bordet, men det er jo også meget rart, at de rent faktisk har et formål for gæsterne. Hvis man søger rundt på nettet, kan man finde rigtig mange fine ideer til, hvad man kan gøre. Jeg har forsøgt at samle en række af ideerne her til dig. Husk endelig at kontakte os, hvis du har nogle ekstra gode ideer, som du føler, der mangler på vores liste.

Tea and cookies æske
Sørg for at bage nogle super lækre hjemmebagte cookies til gæsterne inden festen. Du kan eventuelt vælge at lave hjerteformede småkager, der repræsenterer jeres bryllup. Pak derefter enkeltvis eller 3 i en pakke sammen med lidt cellofan og et fint bånd omkring. Pak småkagerne sammen med 2-3 blade af virkelig lækker te og placer det i jeres favor æske. På den måde kan gæsterne tage den lille fine æske med hjem og sidde en aften efter festen og nyde en småkage, en god kop te, mens de tænker på og snakker om brylluppet, de deltog i. Det er et rigtig fint lille minde for gæsterne og en god lille tak til dem for at deltage.

Vedlæg et lille digt
Det kan være en rigtig sød ide at finde på et lille digt, der kan stå på en lille seddel i æsken. Det behøver ikke være noget forfærdelig langt, men blot et lille digt, der udtrykker jeres taknemmelighed. Udskriv digtene på små sedler, klip dem ud og vedlæg dem i æskerne til hver gæst. I kan for eksempel skrive et lille takkedigt eller et lille digt, der forklarer, hvad jeres lille æske indeholder og hvorfor.

Tændstikæske med monogram, dato og navne fra bryllup
Hvis du er den kreative type, er det en rigtig sød ide at købe en ordentlig omgang tændstikæsker og derefter printe jeres monogram/billede på noget lækkert papir. Gerne noget papir, der matcher jeres indbydelser og farveskala til brylluppet, og så klistre det på æskerne og vedlægge de små tændstikæsker i favor æskerne. Det gælder om at finde nogle hyggelige ting, som gæsterne har lyst til at gemme og bruge senere. I kan for eksempel skrive begge jeres navne, datoen for brylluppet og jeres monogram på forsiden og skrive "tak for alt" eller "tak for jeres deltagelse" på bagsiden. Afslut eventuelt æsken med teksten ”I’ve met my match – have you met yours?”.

bryllup-favor-wedding-hvid-guld

Kysseklokker i eller på æskerne
Kysseklokker er en virkelig hyggelig ting at vedlægge i æskerne til jeres bryllup. I kan enten finde nogle mindre klokker, som vil kunne være nede i selve æskerne, eller I kan vælge at finde nogle lidt større, som måske vil kunne bindes fast i båndet på selve æskerne. På den måde ser gæsterne også lynhurtigt, når de ankommer til brylluppet, at de er der og vil helt sikkert benytte sig af dem. Kysseklokker er en dejlig gammel tradition, hvor alle gæsterne ringer med klokkerne i løbet af aftenen og brudeparret, så skal kysse hinanden hver gang, der bliver ringet med klokkerne.

Bolsjer med navn eller dato på
Bolsjer kan bestilles i alverdens forskellige former, farver og smagsvarianter, og i dag kan de faktisk også bestilles med bogstaver, tal eller mønstre. Man skal være ude i god tid, hvis man vælger denne løsning, men det er også en fin ekstra effekt til bryllupsfesten. I kan enten vælge at bestille bolsjer med jeres forbogstaver, monogram eller måske datoen for jeres bryllup. Det vil være en hyggelig ting for gæsterne at gemme, men også en dejlig, lille ting i løbet af aftenen.

Frø til at plante et træ eller blomst
Som jeg kort har været inde på tidligere i indlægget, kan det være en rigtig god ide at lave en lille pakke med frø til at kunne plante en blomst, plante eller træ. I kunne for eksempel vælge at købe en række rosenfrø, hvis I har roser på bordene til jeres bryllup eller købe frø til at kunne plante noget længerevarende som for eksempel et træ til haven eller jordbærplanter til urtehaven. Kun fantasien sætter grænser, men ideen om at give gæsterne noget med hjem de kan gro, ligesom jeres kærlighed skal gro, er en rigtig sød tanke.

Survival kit til gæsterne
En af de meget populære ting at putte i en favor æske til brylluppet er et mini survival kit til festen og dagen derpå. Det lille kit kan for eksempel indeholde hovedpinepille, tandstik, mintpastiller, vitaminpiller, bolsjer, plaster til skoen og en mini deodorant. Det er specielt en sjov ide, hvis man har overnattende gæster, men kan også være en rigtig hyggelig lille ting at gøre for gæsterne, som de helt sikkert vil værdsætte gennem festen.

favor-æsker-barnedåb-lyseblå


Indhold til børne favor æsker
Kommer der børn til festen, som der jo som oftest gør til rigtig mange bryllupsfester, kan det være en rigtig hyggelig ide at lave specielle børne favor æsker. Æskerne kan man sagtens købe lidt større, så der eventuelt kan være lidt flere ting i, og så kan man ellers fylde dem med ting, som de mindre kan hygge og underholde sig med under festen.

Pak for eksempel æskerne med små farveblyanter, lidt papir klippet i hjerter former, en ballon eller to der kan pustes op, en lille pose slik og perler der kan sættes på en snor til et armbånd, de kan gemme og fortælle, de har lavet til jeres bryllup.

I kan også forberede en lille skattejagt inden festen, hvor I har gemt lidt forskellige ting og sager rundt omkring på selve lokationen. Så kan I lægge en række ledetråde skrevet på kort i børnenes favor æsker. I kan enten vælge, at de har hver deres lille ting, de skal finde med en række ledetråde, eller at I har nummeret alle ledetrådene fra 1-10, så børnene skal samarbejde om at finde alle ledetrådene for så til sidst at finde en større fælles ting. Det kunne være en lille kiste med blandet slik eller en kasse med lidt legetøj, de kan bruge på selve dagen. Det er altid dejligt for forældrene at vide, der er taget hensyn og tænkt på, at både børn og voksne skal have en god dag og en dejlig fest.

Husk at sørge for, at alle æskerne indeholder det samme, så der ikke bliver uenigheder fra børnene om, hvem der skal have hvad til festen.

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Denne information deles med tredjepart.
Læs mere Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter